JEPPE AAKJÆR
Hvad hjælper vægren en pigelil
— horrihej —
når natten kogler og manden vil
— horrihej —.
Han beretter om manden, der blir ond og ustyrlig, fordi Mette ham negter sit jaord. Først da hun kommer, blir det godt:
»Hist skinner hans gård.
På toften står kalve og kridhvide får.
Fornuft hersker ude og fred råder inde,
for Jørgen ved Bækken han elsker sin kvinde;
endnu hun stryger så varsomt hans kind,
når vreden gjør blind.”
Og han har endelig etpar viser fra en stand, som han kjender nøie: hjorddrengens tagfat-vise og visen om lille Ole, som „stak en dag i trav og stod med ét ved det store hav.“
»Øjet skinnede, tåren randt,
intet mere i verden bandt.
Over havet da hyrden fór,
Fårene står der endnu og glor.
Ei kan bede og får forstå
— la-la-la! —
Længslens tog over bølgen blå
— tral-la-la!
— Billedet af Aakjær som lyriker vilde imidlertid bli høist ufuldstændigt, om man ikke nævnte endel af hans digte, som endnu er spredte i pressen, men sandsynligvis blir optagne i en følgende samling. Der er først og fremst hans sang ved
— 199 —
