JEPPE AAKJÆR
„I Daalum Mølle“ berettes om de mørke bedrifter, som øves i ensomme egne, hvor taterne har sin gang, om hemmelighedsfulde tilværelser, hvis utvilsomt grumsede fortid ingen kjender, om ugjerninger, der hevner sig på slegten, i syge og gale sind.
„Ene“ er et stemningsbillede fra heden, hvor den gamle kone, der fortæller, står forunderlig smukt mod den vide melankolske horisont.
Intet af det jydske liv er forfatteren fremmed. Han forstår så vel det knudrede og ru hos jyden: så barsk er også den jord, hvoraf han lever. Ja, selv det, som er ondt og råt og frygteligt, finder hos ham sin menneskelige forklaring. „Ingen hår nowtid’ gjord mæ no’ godt, hvor skuld’ a så lær å gjør godt imod and’er,“ er taterens forsvar.
— Det felt, Aakjær i disse hedefortællinger har gjort til sit, opsøger han også i det følgende arbeide, „Fjandboer“, fire noveller: „Dødsfiender“, „Eros og bierne“, „Da lampen tændtes“, og „En omløber“. De to første handler om den guerillakrig, som ikke så sjelden føres på landet, så mellem to naboer, så mellem to nabobygder, og de snurrige konstellationer, denne krig kan afføde. Det er et fænomen, vi kjender ret godt fra vore egne forhold. „Da lampen tændtes“ — parafinlampens debut i en jydsk stue — er et festligt lidet kulturbillede. Men kanske intetsteds er digteren Aakjær nået højere end i fortællingen om den svenske omløber, den lystige gamle Jakob Buhmann, hvis humør ingen jordisk uret, om den kommer fra geistlig eller verdslig øvrighed, kan udtørre, og hans besøg hos vennen, gamle Wolle på Østergård, — så dyb en men-
— 195 —
