JEPPE AAKJÆR
hvad Aakjær her sier, men de sjælelige fænomener, som er hans emne, er skildrede vel så indtrængende andetsteds. Hos os vil man komme til at tænke på Garborg.
Tilbageslaget kommer. Jens møder en mand, der formår at rive ham ud af hans skrupler, at gi ham et nyt, friere syn på livet. Lidt for omstændelig er anført de grunde, som omvender Jens, der er i denne del af bogen vel megen diskussion, og diskussionen er gammelkjendt. Jens’ nye interesser fører ham til Kjøbenhavn, hvor han læser til artium. Her stifter han bekjendtskab med en ung, smuk og livsglad borgerdatter, og der udvikler sig en kjærlighedsidyl, som imidlertid arbrydes af den unge dames forældre. I dette forhold modnes Jens til mand.
I Kjøbenhavn har Jens dog ikke følt sig hjemme. Især følte han sig ilde i de store hovedgader, „hvor alle disse pæne, ham uvedkommende mennesker gik og gned ham farven af hans vadmelsjakke, uden at han kjendte en eneste i disse skarer, der evigt stimede om ham som fisk om en bropille.“ „Bondens søn“ formår ikke at glæde sig ved den vegetation, der skyder frem i den store bys gader, han forstår den ikke. Det er en anden, han stedse tænker på. „Der var et svælgende dyb befæstet mellem by og land. Den, hvis øie vår efter vår havde indsuget den første engblommes blide farveynde, — hvis øre gjennem åringer havde inddrukket den første lærkes bævende triller, han vilde altid føle sig som hjemløs i den store by.“ Nu er hans øie opladt for den skjønhed, han tidligere knapt nok havde fornemmet. Nu er hans følelse for naturen blit bevidst, nu
— 191 —
