JEPPE AAKJÆR
ledes formes hans første religiøse forestillinger: „Jens tænkte på, om Gud fader var værre eller bedre end bedstefar; om han lignede ham, var ligeså gammel og slem efter brændevin, og om han havde en lignende fedtet og lodden kabuds på hovedet. I bønnen forlød der noget om „et tugtens ris“ i forbindelse med Gud fader; han sad da sandsynligvis og bandt halmløb som bedstefar og slog små drenge på det ubarmhjærtigste med riset, når de sa feil i deres morgenbøn.“ Tegner det alvorlige, det „ophøiede“ sig dystert for barnesindet, så er de indtryk, det modtager af livsglæden, ikke mere lystelige. Den er i disse forhold så nogenlunde ét med brændevinsglæden, og den kulminerer i sådanne natlige scener, hvor bedstefaren, Steffen Stougård, og hans venner bryder ind, mens alle ligger i den dybeste søvn, og opfører sine orgier. Det ender gjerne med, at de dinglende oldinge svinger sig i dans og synger: „Livet, livet, livet er en herlig stand“ osv., mens „det skræmte barn, der mangen vinternat betragtede slige scener fra sin natlige mørkekrog, trodde at se en flok dansende djævle for sine søvndrukne øine.“
Jens’ barndom har dog andre lysere oplevelser, og navnlig efter bedstefarens død blir alt lettere. Tidlig blir gutten røgter, han begynder med at vogte gjæssene paa de afmeiede bygagre, saa avancerer han til fårehyrde og følger allerede i aprilkulden sin lodne flok ud over mark og hede, indtil han omsider opnår det ansvarsfulde hverv at passe kvæget og kommer til at herske over de store vidtstrakte kjær og enge langs Karup å. Just denne episode, Jens’ røgterliv, er af stor interesse: forfatteren gir fortrinlige billeder
— 188 —
