Side:Danske digtere 1904.djvu/194

Denne side er blevet korrekturlæst

JOHANNES V. JENSEN


spanske folk er porøst og udhulet af kristendom, opædt af baciller, fordærvet af falsk livsanskuelse.” For denne race forvandles et nederlag til en hædersglorie. Alt farves af en sekelvarig drøm, der skifter mellem rosenrød og blodig. I en spansk avis stemples amerikanernes opførsel under den spansk-amerikanske krig som „den sorteste utaknemlighed, historien havde at opvise. Det var altså Amerikas gengæld til det land, der havde opdaget et.“

Fra denne race, der fortæres af „langsomme gebrækligheder og endeløse gudstjenester,“ og hvis sidste store passion er tyrefægtninger, vender Johs. V. Jensen sig i stolt slegtskabsfølelse mod englænderne. Selv det engelske folks brutale egenskaber fylder ham med en særegen ondskabsfuld glæde. Her er kjendsgjerningen stillet på sin rigtige plads.

„Englændernes sans for det egentlige, det i udgangen fordelagtige viser sig i deres geniale brug af undtagelsen.“ „Livet selv er en bastard af lov og tilfældighed, det er sat sammen af lutter modifikationer, det er en blanding af regel og undtagelse, — mest af undtagelse.

Altså lader englænderne sig kristne — der ligger ingen vægt på en gratis trosbekjendelse — og de kan bruge kursen. Når denne moralske overenskomst står ved magt, kan de altid bringe en modstander til taushed med reglens ide, hvorimod de privat og frugtbart forbeholder sig selv undtagelsen. Hvad er en ringe praktisk undtagelse mod den ideale regel. Men det vil sige, at englænderne undtagelsesvis begår syv fordelagtige dødssynder, mens de holder de andre fra fadet ved at indrømme, at det ideelt set er forbudt.

Det var atter gangen i Englands historie. Pu-

— 182 —