JOHANNES V. JENSEN
Læg mærke til ham! Fremtiden tilhører ham, han lever i kraft af maskinen.
De, der har vendt blikket mod jordens værdier, skal også arve dem.“
Kjendsgjerningen mod drømmen — det er tanken i „Den gothiske renaissance“. „Danskeres“ og „Einar Elkærs“ forfatter, der har kjæmpet sig ud af den gamle drømmeverden, griber den nye skjønhed, som hans digterøie lader ham opdage i den realeste verden af alle, maskinernes: „Den mægtige forundring jeg følte, da jeg opdagede nuancerne i en omskabt, en frembragt, smedet natur, det indtryk af skønheden, som fulgte den sejrende kraft! storheden, jeg var vidne til, vendte mit blik tilbage mod ophavet til det altsammen, mennesket!“
Den renæssance, som han her har iagttaget, den hedenske menneskeånds seir i jernvæsener af en umålelig kraft, betegner han som *gotisk. Han stiller England i spidsen. Han går helt tilbage til Shakespeare. Hos ham har han fundet den gotiske ånd. Men han følger renæssancen videre i Amerika, i Tyskland, i de skandinaviske lande. Han må til en vis grad ta Frankrig med: „Maupassant er ikke fransk af instinkt — mon han ikke skulde stamme fra normannerne? Taine og Baudelaire er ligeså engelske, som Carlyle og Oscar Wilde er franske. Verlaine og Maeterlinck er goter, der tilfældigvis er født med fransk sprog.“
Modsætningen til den gotiske sans for kjendsgjerninger, for menneskets og tingens væsen, som dette åbenbarer sig i det der sker, finder Johs. V. Jensen hos spanierne, i deres dyrkelse af skinnet, deres knæfald for den gyldne løgn, deres virkelighedsfjernhed. „De vader i bedrag“. „Det
— 181—
