JOHANNES V. JENSEN
blik. Nu var Mikkels lange, vægelsindede næse helt hvid, han var nøgtern; de fire facetter i tippen, som havde givet ham en klog mine, mens han var levende, så ud som en signet eller et lidet kryds af brusk. Mikkels hvide knebelsbarter hang stivt ned fra mundvigen. Munden var bittert lukket. Den døde mand var en verden af forstummet smerte. Det var en mund, der havde bragt det til at tie om græmmelse. Den var som et mystisk ciffer, der gjemmer nøglen til sorgens løndom.
Der lå Mikkel og taug om, hvad han vidste, men de stumme træk anklagede. Jeg tænkte det nok! stod der at læse i hans ansigt. Hvad kunde det nytte! Nu var det forbi med hans vildfarelser, uigjenkaldeligt, og han lå jo også lydig. Kinderne var faldne ind mellem de sterke kjæber. Det var en mands barske og triste maske. Det var en død mands stiltiende bekjendelse, en mand, der havde bidt fra sig til ingen gavn i en menneskealder og værget sig ubøjelig, men forgjæves mellem gabende misforståelser. Der lå Mikkel med dødens noble ydmyghed på læben, tausheden, den slukte trods.
Mikkels arme hoved var som en støbt ting, der havde spillet halvfjerdsindstyve år i formen, inden den kunde blive afkjølet og færdig. I halvfjerdsindstyve år var hans ansigt flydende og bespejlet af livets tusinde udtryk, hans øjne var som levende metal, der fanger lys, indtil en hinde drager sig henover det, og det bliver fast og koldt, størkner, som meningen er. Nu var Mikkel færdig. Støbningen var endt.“
Således ser det ud, dette Johannes V. Jensens epos om en tid og et menneske. Så fjernt fra alt
— 176 —
