JOHANNES V. JENSEN
Der er også andre af historiens merkelige mænd, som digteren har tegnet med mesterhånd. Der er til eks. nogle få linjer, hvor Gustav Trolle blir lyslevende. Men fremfor alt er der anvendt stor og lykkelig omhu på kong Christians billede. Mikkel Thøgersen føler sig uimodståelig draget mod denne kjæmpe, der i stor stil forsøger at virkeliggjøre sin længsel, en sandt kongelig længsel. Han knyttes stedse nærmere til kong Christians skjebne, han følger ham med en dyb kjærlighed i sit hårde sind.
— Helten i „Den store sommer“ er fuldt så meget som Mikkel hans unge Ven Axel. Han er Otte Iversens og Susannas søn. Om hans liv handler især „Den store sommer“. Dette liv er tilfældets. Han er en eventyrlig tids eventyrbarn. Axel, den harmløse, den lykkelig uvidende, uden ondskab og uden samvittighed, glad og god og så letsindig, at det ikke længer er letsindighed, vandrer fra kjæreste til kjæreste og blir borte for dem alle, — på vejen til den ene blir han af bare glemsomhed og kjærligt gemyt siddende hos den anden. Vakker er han, det elskovsbarn, og hans stemme har just den klang, der lige straks varmer et kvindehjerte. Han er Mikkel Thøgersens modsætning. Og just derfor måske færdes de så godt sammen. Til en tid. Til Mikkels dybe uudryddelige had mod den lykkelige slår ud i fuld flamme.
„Den store sommer“ stråler af prægtige billeder; gildet hos Odensebispen, Sten Sture døende hin vinternat på Mælaren, det stockholmske blodbad, kong Christians fortvilelses nat. Johs. V. Jensens evne viser sig fremfor alt deri, at han gjør den enkelte situation, musikalsk og malerisk, således
— 174 —
