JOHANNES V. JENSEN
Da Otte Iversen kommer hjem, er Ane Mette borte, hun har gjemt sig hen i en nabobygd, og Mikkel Thøgersen er borte. Og Otte Iversens hast og hans brændende ungdom og hans lykke er borte: „Jens så et par øjeblikke på Otte Iversens ansigt. Det var slet intet ansigt, trækkene var visket ud og pint sammen mod midten, som en kat, der er bleven kvalt af røg.
Jens Sivertsen slap hesten og gik tilside med et dæmpet ord, en stump af en bøn.“
— — Således gik det til, at den fordums student, Mikkel Thøgersen, blev landsknegt isteden og kom i krig. Og på det tog til Ditmarsken, da kong Hans' hvervede hær, af storm og sneslud, af havet, der væltede ind gennem dæmningerne, og af bondeknipler blev lavet til én grød, da sés endnu engang Otte Iversen og Mikkel. Men der sker intet dem imellem:
„Otte Iversen var forkommen af kulde, ikke i videre. Det rørte ham ikke at se Mikkel. Hans hånd var blå af frost. Huden blir yderst ømfindtlig i kulde, selv det mindste rap over en frossen kno kan perse tårer frem af en karl. Man taber lugtesansen i kulde. Mikkel var selv halvdød og ugidelig af kulde. Han lod sig drive endnu et stykke med den rivende strøm, i snegrød og mellem døde kroppe. Han nåede bagom hæren, kravlede op og undkom levende til Meldorf.
Med den storslagne skildring af mandefaldet i Ditmarsken ender første bog. „Læg merke til fablens vittige antitese — disse riddersmænd, der i virkelig retfærdig tro på overmagten lægger pansret i trosvognen og bryster sig med guldkeder på. — — Som en uhyre licentia poetica de femtenhundrede vogne bagved til byttet. — — Det er
— 172 —
