JOHANNES V. JENSEN
lille gulhårede pige med den skære hudfarve,“ nu er hun som ved et under forvandlet til „en høj fuldstændig jomfru.“ —
Og Mikkel går hjemme på sin fars gård, tung i sinde; han vandrer ude om nætterne. Han hører „Jøven“ skraldle i bakkerne. Han går i stor legemsangst i den giftige nat.
Den onde magt er over ham. Og en mild septemberdags aften, da Ane Mette og han står ved åmundingen og ser ud over Limfjorden, får han hende med ud at sejle. Men den sejltur kommer Ane Mette ikke således ifra, at hun nogengang kan bli Otte Iversens hustru.
„Jeg troede, du var god, Mikkel,“ klagede hun, og hendes stemme var ganske træt af gråd.
„Det er jeg også,“ svarede Mikkel rystet. Han beherskede sig med yderste møje.
„Du er mit hjerte, Ane Mette,“ stammede han lidt efter, fuld af sorg. Andet kunde han ikke sige. Han vidste ikke mere, forstod ikke sammenhængen, han følte kun, hvor smerte og fortræd var over ham og viede ham til ulykke.
— — Og der berettes om Otte Iversen, at han steg iland i Kjøbenhavn efter det svenske felttog, og at han der traf en gammel jøde, som lyste over hans hoved en forbandelse så forfærdelig, at den unge landsknegt knapt formåede at slette det onde møde ud. Og der berettes om Otte Iversens sprængridt hjem til Limfjorden, hans ustanselige rå ridt, i brændende utålmodighed: „Staldkarlene i alle de kroer, Otte Iversen så sig tvungen til at holde hvil i, mønstrede hesten med en egen højtidelighed i kjenderminen; deres tavse visdom sagde så meget som: idag hest, imorgen krikke.“
— 171 —
