JOHANNES V. JENSEN
udtrykket i de forgrædte øjne var delt mellem sorg og sødme.
Mikkel drog sig tilbage og gik, han gik hurtig: frem ad Helsingørvejen bakke op og bakke ned. Først da han øjnede lysene i byen, sagtnede han gangen og satte sig ned i grøften. Han kunde ikke mere. Der var overgået ham meget ondt i det sidste døgn. Men det bitreste var hændet ham nu, da han så Otto Iversen i Susannas øjne. Han brød sig ikke mere om hende fra nu af. Han mindedes de modbydelige tegninger på Mendel Speyers hushjørne (som han før hemmelig havde dyrket i sit hjerte) og kom i vild affekt. Nej, væk med hende!
Og medens Mikkel sad på grøftekanten, kom hans livsdrift et øjeblik til at stå alene, han kastede sig ned i grøften og stønnede af angst. Men han var ung, endnu kunde hans lidenskaber ikke bestå i sig selv, de krævede et objekt. Og så vendte al hans smerte sig da til had, had mod ham, Otte Iversen. Den tanke frelste ham, at lægge Otte Iversen øde. Han blev straks roligere og begyndte i tankerne at martre og dræbe — — — sådan og sådan skulde Otte Iversen komme til at blinke for kniven, sådan vilde han se ham trådt flad af ulykke og brækket led for led.“ —
Hårdheden befæster sig i Mikkel. Den hærdes og breder sig. Den mislykkede student søger hjem. En skipper til Grenå tar ham med. Han drikker sig en dyb rus med mandskabet, han ender værdig sin akademiske læretid.
Hjemme hos faren, gamle Thøger Smed, møder Mikkel Otte Iversens fæstemø, Ane Mette, en storbondes datter, som Otte har kåret mod sin mors vilje. Mikkel mindes hende nok, men som „den
— 170 —
