JOHANNES V. JENSEN
andre lyster end latinen. I lag med landsknegte tømmer han ikke ugjerne nogle glas øl, og hans uomskiftelig laudable studiekammerat Ove Gabriel med de retfærdige øine er ham ingenlunde tilpas. Uroen driver Mikkel ud fra deres fælles sove- og studiekammer med den dårlige luft og lader ham vandre ved nattetid i Kjøbenhavns gader. På et sådant strejftog er det, at han første gang ser den unge prins Christian: hele denne nattescene virker gammel-hollandsk, så frodig, så bred i pensel, så varm i stemning. „Næste dag så Kjøbenhavns borgere en vogn ride med alle hjul tværs over mønningen af et højt hus ud til torvet. Der var nogen, der om natten havde skilt dem ad, slæbt delene op på taget og samlet dem igjen der. Inden middag vidste byen, at det var prins Christian, der havde været mester for det.“
Tilsidst blir Mikkel, den lange stageagtige student, også kaldet „Storken“, uden varsel relegeret: „Det kom ham dog ikke helt uventet, han havde forsømt sine pligter ved gudstjenesten i længere tid. Samme dag så Ove Gabriel på Mikkel som på en anden lægmand. Men Mikkel følte sig befriet trods en hemmelig ond samvitttghed. Det første, han foretog sig, var at lade sit mundskjæg stå. Mens den kommende tid væltede ulykker ind over ham, nød, forblindelse, angst, lagde han sig virkelig også en ræverød knebelsbart til, to frodige koste, en ved hver mundvig, der hårdnakket groede lige nedad.“
Mikkel med „den alfavnende længsel“, får et liv i skuffelse. Det var jo kun at vente. Efter ens længsel måles skuffelsen. Men Mikkel går fejl af mere end mange andre, og han tar sig tillige hårdere til rette. Han er ingen mand for
— 168 —
