SVINGNINGER OG STEMNINGER
den litterære udvikling, og han har virket ved sit livssyn. Han har stået vækkende og veiledende ved en merkelig sprogfornyelse, han har været en overlegen fører for en ung litteratur, der i stil og emnevalg brød sig nyt land. Dernæst har han trofast og uforfærdet gjennnem en hel menneskealder hævdet åndsfrihedens sag i Norden.
Det heder i hans essay over J. P. Jacobsen: „Et sprog er som et instrument, der af og til må stemmes paany. Et par gange i hvert århundrede blir gjerne skriftsproget stemt om. Thi ligesom intet slegtled kan nøies med at tænke det foregåendes tanker, således kan heller aldrig nogen ny gruppe af skriftverdenens mænd bruge det sprog, der skreves af den foregående gruppe. Den skal og den maa lære uendeligt af sine forgjængere, men den må, med eller uden anstrengelse, indenfra selv skabe sig sit sprog, og det første skridt dertil er det, at stemme sproget om.“ Han taler videre om forposterne for den slegt, der omkring 1870 optrådte i dansk skjønlitteratur — de havde et hårdt åndeligt arbeide. Hele deres livsbetragtning var en anden end den, der havde gjort sig gjældende hos den ældre og yngre danske romantik. Og den nye livsanskuelse krævede et nyt sprog som organ, nye toner, nye billeder. „Den unge danske slegt fra 1870 stod i sproglig henseende endda overfor den vanskelighed, at den ikke blot forefandt en uddøende forfatterskole i sit eget land, men ved sin opdukken mødtes med den nye norske digterskoles, Bjørnsons og Ibsens friske, fremmedklingende og dog fuldt forståelige sprog: et nyt sprog, hvori alt kunde voves, et sprog, der med sin fjeldklang efter kortvarig modstand havde vundet den danske
— 6 —
