JOHANNES V. JENSEN
den levet tredive slægtled; ikke mere end tredive gange er jydsk blod og jydsk overlevering gået fra mand til mand i min slægt; jeg føler ligesom, hvordan det ligger naturligt for mig at slutte mig til rækken. Den af mine stamfædre, der levede på Knud den helliges tid, har utvilsomt taget virksom del i kongemordet; en senere descendent har været med i sammensværgelsen mod Kristoffer af Bayern, og hans søn eller sønnesøn, min tip- tip oldefader, svang øksen under grevens feide... Det er derfor i mine fædres ånd, at jeg erklærer mig ude af stand til at se andet i de danske „heltekonger“ end småagtige regenter, hvis politiske brølere blev besmykket af teologer, — blinde musekonger, der førte lemænhorden i havet under fanatiske bravo af fromme ravne.
Første gang, jyderne kom til at lægge sig ud med Danmarkshistorien, var jo under Knud den hellige. Han var en heltekonge af rang. Det er som om han for sit eftermæles skyld rigtig har villet tækkes sine katolske historiografer, han var ligefrem stejl og stivsindet, når det gjaldt at give sig. Han var kras i kristelig ydmyghed. Præsternes foragt for det timelige steg under ham til en sådan høide, at der blev 300 fede kirkesogne i Skåne alene. Præsternes sagtmodighed forekom Knud så mageløs, at han gav dem rang med prinser, skjønt de ikke var andet end forløbne munke fra syden. Det gik nogenlunde på øerne. Men da Knud vilde skride til at fratage sit folk tiendedelen af deres eiendom for at mætte det præstelige afkald, da endte det som bekjendt med, at jyderne dræbte ham. Knud er hermed gjort færdig for indbildningskraften som dansk heltekonge. Han vandt bogstavelig talt, idet han tabte.
— 164 —
