JOHANNES V. JENSEN
gik i stykker — i værthuset den gang — hvad skulde det til? Hvorfor havde han gjort sig så stor umage med den våbensmed i Lübeck? Og hvorfor havde han pleiet sit skjæg og hver dag længtes efter at det skulde blive længere? Hvorfor var der blod i ham, når det nu skulde rende ud? Jørgen følte et øieblik kun lattermildhed, som om han havde narret nogen, der havde gjort en hel del ud af det for ham — rigtig taget dem ved næsen. Men derved kom Jørgen i tanker om Gud og gav sig til at hviske og bede til ham.
Vinden kom forbi, bar hans hvisken et par fod, tvandt den sammen med lyngsus og nattelyd, spredte det hele og for videre.
Dér døde landsknægten Jørgen i ensomheden, månen skinnede på et hvidt, stivnet ansigt, smilede rundt til et udtryk af ubesvarede angsråb, forladthed og ynk.
Jørgen lå stille på ryggen, i lidt afstand kunde han ligne en aflang grå sten. Lyngen dækkede ham halvt, de stride toppe nikkede og vippede. Skyerne drev mørke og gustenrandede over månen af og til. Landet var øde og lidet beboet, det strakte sig i flade, møisommelige rundinger, beklædte med lyng.“
Af de øvrige fortællinger har ingen så sælsom en magt. Men de er alle af interesse. Digteren bevæger sig her i en nyere tid, det er fra sin hjemstavn, han fortæller, om livet i Himmerland, den sterke og tunge race, som der bor, om den stolte Cecil, som aldrig vil bøje sig, hvor knapt det blir for hende, om Lindby-skytten, som lever sit vildmandsliv mestendels under åben himmel, med enkelte besøg i bøndernes gårde og til deres markeder, — foruden sit hang til jagten og sit
— 161 —
