JOHANNES V. JENSEN
Før holdt min „sjæl“ til der. Jeg var tyve år, før jeg blev udødelighedsstroen kvit. Men jeg håber, at hullet skal gro til.” „Hvis vi sparede den trettenårige for kriserne, kunde de arve vor kultur og have deres kraft i behold. De kunde få evne til at leve lige så stærkt, som de, der har kraft uden kultur, — men ti gange rigere og finere.“
Om dette handler „Einar Elkær“. Den unge tænker er sterkt erotisk anlagt, og den åndelige bevægelse, han lever i, står altid i intim sammenhæng med hans erotiske stemninger og hændelser. Han er mere mandig end Buris Holm, men en umiddelbar handlingens mand kan han ikke godt være. Der var djervt stof i Einar Elkær som gut, vilter og frygtløs som vi først møder ham, men reflektionen gjorde sin gjerning. At digteren tildeler ham et overmål af fysisk kraft og behændighed og bekoster ham uddannet som akrobat, har ingen særlig betydning for Einar Elkærs fysionomi og skuffer heller ikke læseren.
Det smukkeste og det mest livsfriske i bogen er skildringen af Betty og forholdet mellem hende og Einar. Det er en liden roman i romanen, fuld af farver og liv. Bettys spænstige skikkelse står rank og ungdomsglad i ens minde.
I „Einar Elkær“ og i „Himmerlandsfolk“, der udkom samme år, havde Johs. V. Jensens stil, som i „Danskere“ endnu var af høist ujevn værdi, fået sin sterke personlige karakter. Sætningerne springer levende og bevæbnede ud af hans hoved. Hos ham mere end hos nogen anden føler man, hvorledes den krigsstemning, som oprindelig prægede den nordiske realisme, for en stor del er
— 159 —
