JOHANNES V. JENSEN
er ikke gået helt klar af Niels Lyhne, — hvilken ung danske har nu det? — men han er ingen drømmer, han er da mere tænker, en lidenskabelig, pågående tænker, som ikke slipper sig selv, som forfølger sig selv ind i de mindste smuthuller. Einar Elkær skiller sig fra den digter, der virker i ham, ved sin mangel på åndelig avlekraft. Med alle sine tanker er han ikke skabende. Derigjennem fortæres han. Han er sat til verden af digteren som et forløsende sonoffer. Den hvirvel af ideer, som bogen er udgået af, har digteren trollet ind i Einar Elkær, han har befriet sig selv og sendt Einar i galehuset. Det sidste afsnit, hvor Einars brændende selvstudium fører ham ind i vanviddet, synes mig iøvrigt overflødigt. Det interesserer mindst, det er ikke så godt, ikke så overbevisende som flere lignende studier over sindssygefænomener, det indeholder ingen psykologisk nødvendighed, — følgelig kunde det været borte. „Einar Elkær“ er et brudstykke af et ungt nutidsmenneskes udvikling, af hans sjælelige roman, og som sådant kunde forfatteren ha ladet det stå hen. Der var ingen afrundende slutning behov, fortsættelsen kan følge.
Den unge mand, der sætter så megen energi ind på at kjende sig selv, er samtidig grebet af en anden trang, som også moderne filosofer har gjort sit til at opelske, trangen til sjælelig og legemlig at udbytte sit jeg, gjøre det gjældende for dets fulde værdi. Her er Einars reflektion ham delvis i veien, og endnu mere hans åndelige forudsætninger, som han stykke for stykke har måttet slide ud af kroppen. „Inderst inde har jeg en tomhed — der er ligesom et lille rundt hul midt i mit hoved. Det beboes af ligegyldighed,
— 158 —
