Side:Danske digtere 1904.djvu/169

Denne side er blevet korrekturlæst

JOHANNES V. JENSEN


ser, hvor fremmed og uklart Buris Holm har set. Han skilner ikke, således som man ikke skilner mellem individer af en fremmed race.

Den usikkerhed, som ligger under Buris’ byhad, hans uvilje mod det glatte og selvsikre, det afklarede og kjølige hos en gammel kulturs mænd, har imidlertid hos Johs. V. Jensen været af forbigående art. Hos Johannes Jørgensen blev den bestemmende; hjemløs og tvilrådig søgte han i ly af Alma Mater, alle usikre sjæles almægtige barnepige, kirken. Hos Johs. V. Jensen gjemte hans hidsig forsagte kritik spiren til hans almindelige selvstændighed, hans fri og uhildede syn, der ikke bandtes af herskende ideer i nogen enkelt kreds, ikke engang af danske traditioner, endsige af kjøbenhavnske. Med en forbausende dristighed gik han sin egen vei, lystig og fuld af hån hoppede han over den ene anerkjendte skranke efter den anden. En enkelt mand har neppe været uden indflydelse på hans udvikling, navnlig da på hans stil. Det er nordmanden Knut Hamsun. Der er noget nærtliggende i arten af deres dristighed, og den yngre har tydeligvis læst den ældre med en glad slegtskabsfølelse, men hans sterke personlighed har gået fri af enhver udvendig eftergjørelse.

Einar Elkær“ (1898) viser mægtige fremskridt fra „Danskere“. Helten står ikke Buris fjern, men han er djervere, rigere, han har taget til sig fra alle kanter, hans stof er fanget ind af et rummeligt hjerte og en ypperlig forstand, og ideerne mylrer op af hans hjernes frugtbare jord. Der er et feberagtigt forår over denne bog, en yr svimlende vårluft. Så mange slags indtryk har sat hinanden stevne i Einar Elkærs hoved. Han

— 157 —