JOHANNES V. JENSEN
mod den letlivethed, som samtidig imponerer og sårer ham. Han vandrer sin triste gang ude på Østerbro, „borer knytnæverne ned i jakkelommerne og sparker i brostenene.“ Han er nedstemt i „en ubestemt sorg og tungsindighed“. Det er den, der angriber ynglingen, før han blir mand og ved sin vei. Og alt føles sterkere, fordi det er en landsgut, der er gået vild mellem hovedstadens fremmede. Digteren står halvt ironisk, halvt medforbunden til sin helt. Det er karakteristisk, at Buris på dette tidspunkt opfatter sig som beslegtet med Johannes Jørgensen: „Han gnavedes af længsel efter at kysse og klappe unge piger. Og da der ingen var for ham, blev han tungsindig. Johannes Jørgensens bøger var som skrevne ud af hans hjærte. Dem læste han — og han syntes, at han var et ædelt, forglemt menneske, der ude i ensomheden pleiede sin syge sjæl, som livet i sin grusomhed havde taget alt for hårdt på.“
Samtidig føler han en „uforklarlig antipati“ mod mænd med sikre kulturforudsætninger som forfatteren af „Balkonen“. Det går ham med denne digtning „ligesom med Edvard Brandes og Peter Nansen; jeg hader de to personer inderligt, men jeg kan ikke finde årsagen. De har ret altid, de er så kloge, men jeg tillader mig som darwinist at sige, at de er mig vederstyggelige. Edvard Brandes virker på mig som et meksikansk gudebillede. Overalt er han færdig og fuldført, og dog er linjerne stive og glædesløse.“ „De er størknede, de er konservative midt i deres radikalisme. Se, hvor fornemme de er og hvor forstokkede: et radikalismens oligarchi af geronter.“ Blot sammenstillingen af disse personligheder vi-
— 156 —
