HELGE RODE.
døende Stefan Borg. „Underlige evighed! Hvad vil du med os!“ er det sidste dramas slutningsreplik.
Fire små sammenhængende dramaer om livsgåden, om livets eventyr, der imellem klinger så lyst og muntert, imellem så truende og angstfuldt. Livsangsten griber selv de sterkeste, de hårdeste blandt os, som Stefan Borg — han, hvis ideal er „manden med det rolige øie.“
Vi får aldrig tag i tilværelsens tråde, men den, der rolig og planlagt samler mange indtryk, mange billeder, mange spørgsmålstegn, vil tilsidst skimte en bestemt bevægelse gjennem det hele. Det er den objektive, episk anlagte digtnings styrke. Men digteren kan også vælge en anden fremgangsmåde, stanse op ligeoverfor det merkelige, det karakterfuldt skjønne eller stygge, det ufattelige, modsigende og oprørende, livets truende spørgsmålstegn, og tvinge menneskene til at se, til at tænke, undres og undersøge. Digteren vækker de primitive fornemmelser, han åbner vore øine, vi vågner af vor sløvhed, vor hverdagslige middagssøvn og husker, at vi engang har stået ligeoverfor denne verden: hvorfor? hvorfra? hvorhen? — Det er dette, som Helge Rode i sine digte gav et direkte og subjektivt udtryk. Det er det samme, som er den bærende tanke i hans drama. Rode skaber ikke skuespil, der som Ibsens kunstfærdig samler alle små træk, alle linjer i et eneste spørgsmålstegn. Han dvæler ved de enkelte gådefulde tegn i det menneskelige sjæleliv, — det stridende, uforsonlige, — og ved den evige lykketrang, der dræbes stykkevis og stadig skyder nye knopper.
Den mand, der gjennem de fire små dramaer, „Richard Ravn“, „Gran“, „Alfhilde“ og „Helene“
— 153 —
