Side:Danske digtere 1904.djvu/164

Denne side er blevet korrekturlæst

HELGE RODE.


race. Der er høi himmel i hans sjæl. Han ser med store åbne øine på livet, — deres udtryk veksler mellem glæde, forundring og forfærdelse. Han er lidet skikket til at ta kampen op med småsindet ondskab. „De er kommen ind i en hvirvel,“ sier Vrede, den gamle filosof. „De er bleven klemt mellem skjolde.“ Men han opfordrer Aage til ikke at gi tabt: „Livet har et så foranderligt ansigt. Vi må ikke blive trætte af at se i de øine.“ „Vi ved ikke selv, hvad vi er værd, og hvad vi gør. Måske er vi kun små jeger, der hvirvles bort som blade, der danser for vinden.“ „Måske bærer vi dog hver for os sten til et nyt tempel for den evige skønhed.“ „Måske er ondskab livets salt.“ Vredes måske, hans grublende tvil, kan ikke læge de sår, den borgerlige ondskab slår Aages sjæl. Livet har vist ham et ansigt, som han ikke tåler. „Jeg ser ikke andet end en vrimmel af djævle, som martrer hinanden, skønt de prøver på at være gode.“ Gavarni har engang sagt, at mængdens vet er den enkeltes dumhed multipliceret med alles. Man kunde overføre dette til det moralske område og si, at mængdens finfølelse er den enkeltes råhed multipliceret med alles. Det er denne opdagelse, Aage gjør, og den dræber ham.

Fra Helge Rodes hånd har vi videre skissesamlingen „Den reisende“, dramaet „Kampene i Stefan Borgs hjem“ og digtet „Lamia“.

Ved siden af „Kongesønner“ har „Kampene i Stefan Borgs hjem“ størst betydning. Her er den dystre akkord fra „Kongesønner“ sterkere anslået. Det er livsfølelsens angst, som er blit det fremherskende.

„Dumme onde liv — — din skyld,“ sier den

— 152 —