Side:Danske digtere 1904.djvu/162

Denne side er blevet korrekturlæst

HELGE RODE.


når han nu hører den igjen, vågner han. Der er en kjærlighedsscene i skoven mellem Helena og Oinos, som kanske er den skjønneste i dette Helge Rodes skjønne digt. De skilles:

Oinos.

Jeg vil stå her og se dig, til du er hjemme.

Helena.

Nej, nej. Det får du ikke lov til. Jeg vil stå her og se dig, til du bliver borte.

Oinos.

Helena. Jeg skal stå her.

Helena.

Ånej, Oinos. Vær god. Det er så vidunderligt at se dig gå og vide, at jeg dog er hos dig.

(Månen er nu kommen frem og enkelte stjerner glimter. Helena og Oinos står lige over hinanden).

Oinos.

Månen har forvandlet alt. Hvor hvid du er, Helena. Du lyser som perlemor.

Helena.

(med et smil).

Er jeg hvid?

Oinos.

Nej aldrig har jeg set dig så klart. Alting forsvinder, og du svæver frit i Rummet. Hvorfor græder du, Helena? (Tager hendes hænder). Dine tårer skinner som perler.


— 150 —