HELGE RODE.
Du spørge dig selv en dag du er led,
tåge din tanke skjuler,
du spørge dig selv, så det klinger ned
i sjælens krypter og huler.
Hvem er du — du fremmede gådefulde?
Hvem er du — du underlig længselsfulde?
I denne stille grublen har Helge Rode fundet sig selv. Den har fyldt ham med en dyb skjønhedsglæde:
Der er noget smukt et sted i mit sind,
saa skønt som aftensols rødmende skin.
Der er noget ømt og forfærdelig kært,
der er noget sælsomt og bristende skært.
Det er som en fjern og smilende ø,
der stiger af sjælens krusede sø.
Således er livslængslen hos Helge Rode. Den har også sterkere udtryk, der kan komme angst i den, ja rædsel. Men ikke sjelden er den en vemodig glad melodi, der risler varmt igjennem ham.
„Hvide blomster“ havde en renhed i klangen og en ægthed i stemningen, som røbede den fødte digter. Men klangen lød undertiden spinkel, og stemningen havde ingen rigere variation. Det hele stansede i undren.
Grundmelodien, den altid tilbagevendende i Rodes digtning, var anslået. Men i Rodes senere verker, navnlig da „Kongesønner“ og „Kampene i Stefan Borgs hjem“, er musiken blit fyldigere, mere vekslende og mere fuldtonende, en brusende hymne til livet, til lykken og sorgen. Det viste
— 145 —
