HELGE RODE.
ȁ underlige verden!
kunde jeg mig sænke
i dine hemmeligheders vrimmel,
å underlige hjerne,
der prøver at tænke,
tænker med svimlende svimmel.
Å underlige verden!
som skrigende ravne
flakser alle spørgsmål i stimmel.
Å underlige hjerne,
der prøver at favne
den dybe, — å den grænseløse himmel.
I Digtet: „Hvem er jeg?“
Jeg kender et spørgsmål, der fryd mig gav,
fryd, som jeg aldrig aned,
det åbned for sjælens længsler og krav,
og videste veie det baned.
Jeg kender et spørgsmål, der skabte min lykke:
det er på min pande et lysende smykke.
Det springer som kildevæld bag min barm,
sælsomme længsler fødes.
Det farver mig kinden af glæde varm,
i vellyst min hjerne glødes.
Det skaber den undren, der flyver og synger.
Hver dag den beriger, hver dag den forynger.
Måske kan det tænde en hjerne i brand,
skænke en broder lykke.
Måske kan det hæve et mismods ban,
måske kan det stolt henrykke.
Og dog er det simpelt, og alle det kender,
men når det til bunden, en flamme det tænder.
— 144 —
