HELGE RODE.
nisk og let sentimental. Den er dels et udslag af den træthed, som just i disse år bemægtigede sig så mange sind, reaktionen efter realismens første store kraftudfoldelse, dels et udtryk for noget blødt, selvbeskuende, drømmende i digterens temperament. Helten i „Styrke“ har en sørgmodig tvil om sin egen magt. Den er berettiget allerede derved, at den er der. Den hindrer ham fra at vinde den kvinde, han elsker. Hans kjærlighed har mere poesi end vilje, mere ømhed end dristighed. Han ser med lykkelig sørgmodige øine hendes skjønhed, han skildrer den i vakre ord, men han er ikke mand for at gjøre den til sit bytte. Han beseires og synker tilbage i sine drømme.
I det næste verk, digtsamlingen „Hvide blomster“, er drømmen blit selve det digteriske indhold, her har digterens trang til at beskue, til at glæde sig over livets skjønhed og udforske dets mening, nok i sig selv. Som en dansk kritiker har sagt: „her stiger drømmen op fra sjælens havbund som en nyfødt glæde over livet.“ Den ironisk sentimentale træthedsstemning i „Styrke“ udløses hos Helge Rode som hos flere af hans generations digtere i en beskuelsens glæde, hvor den enkelte ikke længere forfølger bestemte opgaver og lider ved ikke at kunne løse dem, men blir stående som undrende tilskuer foran livets skjønne billede, mens den samtidig fremfor alt fordyber sig i sig selv, gir sig helt hen i selvbetragtning, blir sit eget jegs filosof og digter. Der ligger i selve livsfølelsen „en verden af fryd og smerte,“ hvori digteren fordyber sig. Hans livsundren omfatter den verden, der lever udenfor jeget, men især jeget. Det heder:
— 143 —
