JOHANNES JØRGENSEN.
ægte — svarede i middelalderens ånd. Derfor arbeidede middelalderen — for at Gud skulde se det. Den altseende var hine mestres publikum.
Deraf rinder hin utømmelige rigdom, hvorom enhver af gothikens kirker vidner. Alt blev udarbeidet med lige omhu og kærlighed; ingen del blev holdt for ringere end en anden, thi alt var lige nær ved Guds øie.
For den moderne kunstner, hvis publikum er menneskeligt, gælder et andet princip. Hans kreds af velyndere er ubestandig — det gælder derfor at fængsle den. Den er vægelsindet — det gælder derfor om at følge dens smag. Den er (heldigvis!) ikke altid så dybtseende — derfor gælder det at blænde den.
Og således opstår en kunst, hvis grundsætning er „at behage publikum,“ „at træffe den herskende smag,“ og hvis frembringelser vidner sørgeligt om, hvad det herskende publikum finder velsmagende.“
Det er vakkert, hvad Johannes Jørgensen sier om middelalderens kunst. Og hans billeder fra Sydtysklands gamle byer har ofte en fin og ægte stemning. Glæden ved malerisk og arkitektonisk skjønhed er vel den, der bunder dybest i Jørgensens sind. Men hvorofte — desværre — føler man, at just den karakteristik, Jørgensen i de citerede ord gir af moderne kunst, „hvis publikum er menneskeligt (!)“, passer på hans egne mariafarinaduftende helvedsnovelletter. Hvor ynkelig tillært lyder ikke hans forklaring og forsvar, når han taler om afladen — hvor uappetitlig virker ikke hans begeistring for Heinrich Suso, dette omvandrende lusebeite — hvor tam og klangløs
— 139 —
