JOHANNES JØRGENSEN.
indlæg, hvor han ofte skriger råere op i selvgod nyomvendthed.
Det er en anselig virksomhed, nykatolicismens litterære apostel i Danmark i et decennium har udfoldet; han har skjænket sit i kjætteri og hedendom vildfarende land en lang række skrifter af mere eller mindre agitatorisk art: „Rejsebogen“ (1895), „Beuron“ (1897), „Den yderste dag“ (1897), „Lignelser“ (1898), „Helvedfiender“ (1898), „Omvendelse“ (1899), „Livsløgn og livssandhed“ (1899), „Vor frue af Danmark“ (1900), „En apostel“ (1900), „Romerske helgenbilleder“ (1902), „Den hellige ild“ (1902), „Pilgrimsbogen“ (1903). Samlede virker disse arbeider yderst monotont; man kjender i virkeligheden dem alle, naar man kjender etpar.
„Reisebogen“ hører til de mere interessante. Her ligger både Johannes Jørgensens spinkle styrke og hans store svagheder åbent i dagen. Han taler om middelalderens kunst og den moderne:
„Et selskab turister kom op paa Køllner doms tårne for at bese arbeiderne, der da endnu var i gang. Helt op steg de, højere end turister pleier. Og dér, helt oppe på spiret, traf de en gammel skægget arbeider, som sad og hamrede og meislede på det sirligste. Smaa blomster og snørkler huggede han, og dækkede stenens hele flade med skønne ornamenter.
En af herrerne spurgte forundret den gamle:
— Men hvorfor sidder De dog og gør Dem al den umage? Der er jo ingen, som kan se det og beundre det nede fra.
Den gamle så op fra sin meisel og sagde kort:
„Ich thu’s für den lieben Gott. Der sieht’s.“
— Denne mand — han være apokryf eller
— 138 —
