I DANSK LITTERATUR 1870—1904
lag var der for danskerne en redning i at opsøge det fremmede, som i virkeligheden ikke var dem fremmed, at følge de store brydninger derude i Europa, at studere den europæiske kunst til bedste for sin egen. Det er dette, Georg Brandes har gjort i sine „Hovedstrømninger“.
Dernæst måtte den grundstemning, begivenhederne i 1864 affødte, nødvendig fremkalde en reaktion, ikke blot mod den nationale romantik, men mod selve det romantiske. Virkeligheden havde trængt sig så ubarmhjertig ind paa det danske folk, at det ikke var muligt at lukke øjnene. Det blev ude i Europa særlig den nye energiske realistiske bevægelse i kunsten, som vakte de danskes interesse. En bestemt tidsstemning gik her i forbund med et bestemt karaktertræk hos den danske race, dens sunde virkelighedssans, dens gemytlig kloge skepsis, dens praktiske gemyt, som endog midt i romantiken nu og da havde stukket sit muntre hoved op. Den danske romantik havde været mindre romantisk end nogen anden. Nu fandt det danske lynne et naturligt og kraftigt udtryk i den moderne realistiske digtning. Det var atter Georg Brandes, som fremfor nogen blev det danske folks vejviser. Skjønt hans virksomhed har været af kritisk og ikke af digterisk art, er han blit den centrale skikkelse i den | moderne danske litteratur.
Af hans eget lands forfattere var det fortrinsvis Søren Kierkegaard og Johan Ludvig Heiberg, som først gjorde indtryk paa Georg Brandes. Blandt fremmede tænkere dyrkede han navnlig Spinoza, Feuerbach og vistnok fremfor alle Hegel. Den Hegelske indflydelse er navnlig følelig i den første del af hans forfatterskab.
— 3 —