JOHANNES JØRGENSEN.
beundring, — men iøvrigt bør man ikke lade sig vildlede af det elegante katolske snit: der stak en hidsig lutheransk lægprædikant under det fremmede udstyr. Den germanske religiøsitet viser en rigdom af liv og temmelig skarpe modsætninger: der er retninger, hvor det negative, det udelukkende, det fordømmende i visse kristelige dogmer blir det centrale, blir bestemmende for livsopfatningen; jeg vil ikke påstå, at Jørgensens religiøsitet er af denne art; der har undertiden været en stille og skjøn inderlighed i hans små prækener, den samme sarte poesi som i en og anden erotisk stemning fra hans unge dage; men man opdager dog i argumentation, i følelse, i det hele åndelige fysionomi visse træk, som leder tanken hen paa den snevre, glædefiendtlige vakthed, der særlig i visse egne af Danmark og Norge forfølger al verdslig livslyst med sin selvgode knurren.
Det er smukt, når Joh.s Jørgensen ender sine „Lignelser“ med disse ord: „Og dette minde er for mig som at vende tilbage fra megen forfængelig viden til den klare, enfoldige visdom og fra gadernes forvirrede støj til et hjems livssalige stilhed.
Og at skrive disse linjer, der nu står på papiret, er som at sætte blomster i en gammel vase foran et halvt hensmuldret billede, der stirrer ud fra en murnische med to store, dybe øjne.“
Men det er ikke nær så smukt, at han, den nyomvendte, der for kort tid tilbage for vild i „megen forfængelig viden“, vender sig med skjældsord mod dem, der endnu ikke har fundet „den klare, enfoldige visdom,“ og fortæller de mænd,
— 136 —
