JOHANNES JØRGENSEN.
tensitet satte sig ind i Des Esseintes’ fornemmelser, at man rent ud sagt kunde forveksle dem; det var vanskeligt at vide, hvilken af de to herrer man havde den ære at underholde sig med. Den tone, hvormed den nye Anders f. eks. drøftede de forskjellige flaskeformers poesi, var så fortræffelig eftergjort, at man et øjeblik syntes at befinde sig i Des Esseintes’ hemmelighedsfulde gemakker. Kort sagt: det var den gamle historie om lensmandsdrengen, der gik, hilste, talte i næsen og spyttede akkurat som lensmanden.
Huysmans blev interesseret for klosterlivet, det gik Jørgensen ligedan. Tonen blev mere og mere katolsk; tilsidst opstod der i den danske Des Esseintes en troens stridsmand, der ved sin ildfulde og dømmesyge veltalenhed satte gamle bekjendte i forbauselse. Men denne sidste forvandling fjernede ham ikke så lidet fra mesteren. Det artistiske moment i Jørgensens katolicisme syntes i enkelte af hans senere skrifter at underordne sig en real interesse, en troesiver, en nidkjær bekjæmpelse af „livsløgnen“, som gjorde et mere personligt og ærligt indtryk end noget andet af hans forfattervirksomhed siden „En fremmed“, En modesag kan blive en hjertesag, og var det let at se, at den stas, Jørgensen lånte hos Huysmans, ikke var bestemt for ham, kunde der i flere af hans senere bøger fremlyse en alvor, som fortjener at respekteres. Det var ikke længer den lille usikre danske dekadent, der havde læst sig til en artistisk fordærvelse, det var den fremmede, der endelig følte sig hjemme i sin fars gård. Han vedligeholdt vistnok forbindelsen med Frankrige, — det har en tid været Ernest Hello, der særlig var gjenstand for hans
— 134 —
