JOHANNES JØRGENSEN.
usikker samfundsstilling, tar sig af den beskedne og veke yngling, og lærer ham det liv at kjende, der både er gjenstand for hans lyst og hans frygt. Til gjengjæld skjænker han hende den kjærlighed, som hans bløde, virkelighedssky sind kan gi, en myg, skjælvende hengivenhed, som rører og smigrer hende. Der er en egen syg sødme i dette forhold, en ung og en fin følelse, som en modtagelig læser ikke let vil glemme.
Det ender med skuffelse; den blege, kejtede yngling er ikke skikket til at ta kampen op, livet er ham for brutalt og vanskeligt, kjærlighed lønnes med svig, og det stille, gode landliv, hans fars gård, blir hans tilflugt, han ryster den store bys onde støv af sine fødder og søger hjem. Men han har ikke længer noget hjem, han merker snart, at han er fremmed i sin faders gård, han har mistet det, der var hans, uden at finde noget nyt. Han er blit en ensom mand, „en i fremmed“.
I Jørgensens nærmest følgende digtning er denne „hjemve“ grundtonen, der er nok en svag variation af melodien, og det hænder, at den nu og da klinger lysere, og undertiden har man en følelse af, at „livets træ“ har skjænket digteren nogle af de frugter, hans første ungdom så sårt begjærede. Og i den frygtsomme landsgut, i den hjemsyge, elskende yngling, ser vi lidt efter lidt vokse frem en anden, mere selvbevidst, men mindre original og mindre tiltrækkende personlighed. Den „fremmede“ er begyndt at finde sig tilrette. Livet har måske ikke budt ham såmeget, og det er kanske heller ikke såmeget derfra, han har hentet de bestanddele, hvormed han støtter op sin nye personlighed; men der gives lærerige bø-
— 132 —
