Side:Danske digtere 1904.djvu/143

Denne side er blevet korrekturlæst

JOHANNES JØRGENSEN.


en udsøgt, tildels søgt stil, overmættet i sin farverige udmalen af enkelthederne.

Den betydeligste bog i Johannes Jørgensens ældre produktion er „En fremmed“. Her fik de stemninger, som allerede er det spæde livsindhold i „Forårssagn“, og som bagefter varieres og efterføles i en række sirlig udciselerede stemningsbilleder, et ret fyldigt udtryk, her bankede blodet dog sterkere end i de senere blomsterstykker, hvor små sygelige høstplanter kryber sammen under brocebræmmet løv af sære og omhyggelig studerede farveskiftninger. Det broncebræmmede løv blev ofte det væsentlige, forfatterens kunst gik næsten helt op i udformningen af en bladplantepoesi, der i al sin fattigdom på dybere menneskelig interesse havde sin egen bedrøvede skjønhed.

„En fremmed“ er den svage vitalitets rødeste blussen, den er ligesom billedet på dette digterliv, som fattigt og livsbegjærligt fører sin lille sørgelige kamp mod en stor og rig verden, hvis bølger går det så højt over hovedet, at det stakkars digterliv tilsidst skylles ind i en stille bagevje. En bagevje, hvor den frelste sjæl med bitter eftersmag afleverer det salte havvand, der er kommet den påtværs, mens broncebræmmede blade drysser tæt og stille ned over bleggule pinseliljegarnerede strande — —.

Helten i „En fremmed“ hedder Anders og er en stakkars landlig ungdom, der har forvildet sig ind til den store og farlige by Kjøbenhavn, hvis mysterier på samme tid tiltrækker og frastøder ham, virker som en feber i blodet, egger hans livsbegjær og fylder ham med hjemlængsel. En smuk og ikke ufordærvet ung kvinde, af lidt

— 131 —