Johannes Jørgensen.
Johannes jørgensen er født 1866 i Svendborg, søn af en skibsfører, blev student 1884, studerede først filologi, siden geologi, men gik så over til journalistisk virksomhed. Han debuterede 1886 i tidsskriftet „Nutiden“ og udgav det følgende år en samling „Vers“. 1888 kom hans første lidt større novelle „Forårssagn“, 1890 „En fremmed“, 1892 „Sommer“. Han havde oprindelig sluttet sig til den unge falanks, der samledes om Brandes, men fra begyndelsen af nittiårene fjernede han sig mere og mere fra denne. Han gjorde flittige studier i fransk litteratur, han har også oversat flere verker fra denne og leveret kritiske essays over franske forfattere. Den artistiske „fordærvelse“ og den artistiske „religiøsitet“ hos visse grupper af franske digtere gjorde afvekslende indtryk paa ham. Den „symbolistiske“ retning interesserede ham også. Han blev i den danske litteratur fortrinsvis repræsentanten for den moderne religiøse dekadense. 1893 kom „Livets træ“, 1894 „Hjemve“, samt digtsamlingen „Bekendelse“. Han er senere gået over til katolicismen, og de følgende arbeider er nærmest at regne for religiøse opbyggelsesskrifter, i
— 130 —
