GUSTAV WIED.
også — mere end noget enkelt af disse — et umiddelbart billede af digterens personlighed, den originale vegetation i hans hjerne, dens pragtblomster og dens ukrud. Skulde man anbringe Wied i et kommende liv, kunde jeg tænke mig ham som en vanartet cherub, der til salterens klang intonerede lovkvad over den jordiske kjønsdrifts vise anordning, og om menneskets forhold til føden, kjødets og urternes underfulde gang tilbage til sit ophav. Wied er neppe helt uenig med Rameaus brorsøn: O stercus pretiosum — det er livets store resultat i alle dets forhold.
To af Wieds bøger indtager en særstilling. Det er „H. C. Andersen“ (1897) og „Slægten“ (1898).
„Slægten“ har en dystere grundtone end det meste af Wieds senere digtning. Det er en art social roman, den behandler en landjunkerfamilies skjebne: slegten går tilgrunde i rå sløvhed, i mangel på initiativ og handledygtighed. Mens den åndelige styrke helt fallerer, bevares til en vis grad den fysiske. En brutal godmodighed blir tilbage, der dog ikke er andet end godmodigheden hos sterke dyr, som endnu ikke er tirrede. Det nye blod, der tilføres slegten, er enten i sig selv værdiløst, eller formår i det mindste ikke at fremkalde nogen forædling af stammen. Enkebaronesse Juliane („dragonen“), den kloge gamle dame, med den frie tale og det overlegne livssyn, kan intet udrette, hendes søn, Hannibal, den godslige bjørn, er fortabt han som slegten i det hele: der er ingen rygrad.
„Slægten“ har muntre motiver, men flere sørgelige. Der er nu og da i fremstiliingen noget, som bringer en til at tænke på studier efter
— 127 —
