Side:Danske digtere 1904.djvu/137

Denne side er blevet korrekturlæst

GUSTAV WIED.


ene ben løftet og ude af stand til at tænke. Så sætter hen langsomt foden til gulvet og mumler fuldstændig blødhjærnet af forundring:

Men du gode Gud, Kat, hvad vil du dog i min seng!?

Mimi
bliver i samme øieblik igjen og glemmer ganske og aldeles både Natalie og sejrsfanfaren og Jericos mure, medens tårene styrter ud af hendes øine.

Å, Valdemar, Valdemar …

Valdemar
sætter sig på sengekanten.

Men, lille Kat, hvad er der dog? Griber hendes hænder.

Mimi
hulkende.

Valdemar, Valdemar...

Valdemar
ulykkelig og god.

Ja, ja, lille ven, lille ven …

Mimi
slår armene om hans hals.

Du må aldrig forlade mig!

Valdemar

Nei, nei …

Mimi

Jeg har længtes så forfærdelig efter dig!

Valdemar
kysser hende.

Herre Gud …

— 125 —