GUSTAV WIED.
fra fædrenehjemmet nedarvede Marie, og lader hende forstå, at herren ikke alene har tabt sukkerskålen, men at han også har andre synder på sin samvittighed. Det er hende ganske ligegyldigt, om bukseselerne hænger nedenfor på ham ligesom forleden dag — „om bukserne med! Og skjorten … og uldtrøien … det hele! Det har han godt af! Jeg er ligeglad.“ Kortsagt: Valdemar har slået Mimi, og Mimi er syg. Hun vil aldrig spise mere. Det lykkes dog Marie at vække hendes ødelagte madlyst. Når omeletten bare blir med morbær og ikke med svedsker. Og når der kan opdrives en rødspætte. Mimi blir henlagt på chaiselongen og slumrer ind, fuld af onde anelser, næsten døende, dog med en sidste tanke for det jordiske, der gjælder det ristede brød til duestegen.
Hun vækkes ved, at der kommer besøg, hendes veninde, fru Nicoline Paludan, med hvem hun til et glas sherry udveksler livsanskuelser og oplevelser. Ægteskabelige detaljer, brydninger i omgangskredsen, undertøj, unger, Valdemars Chlodvig, svenskerne — alt passerer revue. Tilsidst berøres Natalie Smalstrøms roman „Splintrede mure“, hvis livsvisdom har sat fru Mimis åndsevner i bevægelse.
Efter at veninden er gået, og Marie har bibragt sin forladte herskerinde „en lille rødspætte, halvanden due, og to yndige omeletter lige fra panden,“ hvortil tvende glas rødvin og et „fingerbølle“ sherry, — sidder den nu noget beroligede fru Mimi inde i salonen og nyttiggjør sig læsningen af Smalstrøms roman. Hun vil være kold og utilgjængelig ligesom bogens heltinde i de afgjørende kapitler. Valdemars seng skal flyttes.
Hun gjennemfører sit heroiske forsæt, til trods
— 123 —
