GUSTAV WIED.
Gustav Wied kunde måske selv gi besked. Han ved ialtfald meget vel, hvorfor han aflægger netop dette par et besøg. De frydefulde randbemærkninger er næsten morsommere end stykket selv.
Det lille huslige drama, der varer en dag, begynder med en misstemning ved frokostbordet: Mimi er forarget over Valdemars blå lorgnet og hans blyant, symbolerne på hans forsømmelighed ligeoverfor hendes buttede høihed. „At jeg sidder her og sprækker af kedsomhed bryr du dig ikke om.“ „Jeg mærker jo aldrig, at jeg har nogen mand (natten forud har han, da han kom ind fra sit arbeidsværelse, været så ængstelig for at vække hende!) Hele dagen render du rundt på de fjollede bibliotheker! Og når du kommer hjem, sidder du og æder blæk inde hos dig selv!“ Frokostscenen ender dog forsonlig. Arm i arm vandrer Mimi (kjælen) og Valdemar (lidt betænkt) ind i kabinettet for at nyde sin kaffe med hyrdetime.
Hyrdetimen afbrydes, ti Valdemar skal være lods for nogle lærde professorer fra Lund og Upsala. Hans forhold til disse abekatte oprører Mimi. Meningsudvekslingen om det kildne emne har til følge, at: Mimi stamper i gulvet og foreslår Valdemar Cantus verdenshistorie som den gemalinde, han egentlig burde valgt. For at gi sine ord eftertryk bombarderer hun ham med sukkerbiter. Krisen blir akut, og da Mimi ikke får tilladelse til at bli med på Valdemars lærde udflugt, men tværtimod formanes til fornuft, tildeler Mimi sin gemal en smeldende ørefig.
Istedenfor at anvende en passende husfaderlig straf går Valdemar sin vei krænket i hele sin aristokratiske bevidsthed. Mimi blir siddende dybt forurettet tilbage. Hun tilkalder sit faktotum, den
— 122 —
