GUSTAV WIED.
middagstilstelning og som underholdningens clou præsenterer dem for portrætet af en badende zigeunerpige: „Fru C. O. stod uophørlig og lettede på det ene ben som en tøiret høne, der er i bekymring for sine kyllinger. Men fru Rasmussen, den lange magre fru Rasmussen, sagde ingenting og gjorde ingenting, hun stod lige op og ned i sin pragt som en telegrafstang i festdragt.“ Historien „Et gravøl“ karakteriserer Wieds forkjærlighed for det groteske. Et medlem af en kammeratkreds sender vennerne en spøgefuld indbydelse til sit gravøl, hans muntre gjæster gouterer i høj grad den stilfuldhed, hvormed spøgen gjennemføres, men da stemningen er allerbedst, viser det sig, at det er alvor: under liglagenet ligger der en virkelig død mand, værten har for sin part forberedt sig med cyankalium.
Skuespillet „Erotik“ (1896) viste, at Wied, der allerede flere år tidligere som dramatiker havde vundet en omtvistet celebritet ved enakteren „En bryllupsnat“, virkelig havde betydelige evner som lystspilforfatter. Glæden ved det groteske er her parret med en bred, lys jovialitet, personerne er lige menneskelige, som de er pudsige, hvad Wieds personer ikke altid er, replikerne har en umiddelbar friskhed. „Erotik“ har også på scenen vist den lykkelige evne at kunne samle alle kredse i fælles munterhed. I Norge har stykket — ikke mindst takket hrr. Hauk Aabels fremstilling af antikvitetshandleren Snild — vundet en voldsom popularitet.
Wieds held som skuespilforfatter har senere været vekslende.
„Første violin“, frugten af et samarbeide med hrr. Jens Petersen, eiede det samme unbefangne
— 119 —
