GUSTAV WIED.
snurrigt ydre frister latteren, mens det indre viser følelser, som vækker medlidenhed eller endog sympati. Der findes godslige, og der findes mindre godslige satyrer. I „Livsens ondskab“ har Wied tegnet en ypperlig repræsentant — Knagsted — for de sidste, der driver et fantasifuldt og maliciøst spil med menneskenes svagheder. „Livsens ondskab“ sætter med genial sikkerhed fingeren på det hos mennesket, som det gjerne vil gjemme undaf, og foranstalter en kåd spas med *homo sapiens* på hans uregelmæssige vandring mod døden, ja, digteren lader hans grinagtighed kulminere i den alvorligste af alle hans fornemmelser, dødsfrygten. Det animalske menneske, der gjør sig skyldigt i så mange grove latterligheder, får imidlertid i Wieds øine en undskyldning for alt ved den festivitas, der kan omgi dets feil. Disse „ædedolke“, han har skildret i „Livsens ondskab“, klør hans komiske sans så behagelig, at han ikke kan andet end at bevidne dem sin agtelse. Gustav Wied er selv dog alt i alt en godmodig satyr. Han glæder sig af et mildt hjerte ved at se mennesket træde den grove og lystige dans, som heder livet. Efter en begravelse følger der efter Wieds erfaring naturrigtig en god middag, — efter middagen har aldrende gentlemen naturrigtig besværligheder, — med besværligheden dukker eftertanken op, — med eftertanken indtræder atter begravelsesstemningen, indtil den muligvis bortskylles i sodavand og whisky. Så er menneskedyrets sjælelige kredsløb.
Selv er Wied som den unge dame i „Første violin“, der liker at trække i trådene. Siden Holberg har ingen dansk digter set friskere på menneskets naragtighed end Wied. Han er en ægtefødt
— 116 —
