GUSTAV WIED.
lystighed, han nu fra sin trygge tue ser tilbage på sine vildvarelser. Ingen kan spase mere overgivent med menneskelivets grinagtige tilfældighed end Gustav Wied. Han har ret til det, han kjender den af dyr selvoplevelse, han har overvundet den, han sidder nu og godter sig med sine erfaringer.
Det er ikke bare som boghandlerkommis, sagførerkontorist og seminarist, han har vaklet. Han begyndte som digter milevidt derfra, hvor han befinder sig. Han har engang lavet en Øhlenschlägersk tragedie, betitlet „Gønføg og Geiride“, i fem akter, hvor han travede alvorlig afsted på jamber. Hans egentlige debut var ligeledes et sørgespil, men et moderne, en beretning om en ung mand, der ikke blir forstået, ja ligefrem grumt mishandlet og omsider ender bedrøveligen i galehuset.
Helten i dette stykke, „En hjemkomst“ (1889), har gjort samme erfaring som Stendhal, at de første fiender, man møder, er ens forældre.
„De siger, at han er min fa'er. — Min fa'er …? han som har listet sig efter mig dag og nat for at puste sin isnende ånde i min nakke, han, som har gravet og gravet i min hjerne, til der ikke findes den plet, hvor en tanke, én eneste tanke kan spire! — En fa'er er sit barns sikreste tilflugt; — en fa'er er den havn, der yder ly mod storm og uveir! — Ved du, hvad en fa'r er? han er sine børns frygteligste fiende! for han vil røve dem deres hjerne og give dem sin egen istedet! — han vil lægge stivnende kulde over deres tanker og ord, at de kan visne og bli golde som hans egne.“
Man får ikke noget bestemt indtryk, om den unge mand i „En hjemkomst“, Aksel, under heldigere
— 113 —
