KARL LARSEN
følelser for barnet, er af en forunderlig naiv skjønhed, fuldkommen kunst. Der er et øieblik, hvor man uvilkårlig spørger: Er det muligt, at dette ikke er den gamle mands egne ord? — Hans sidste plan, hvorom han rådfører sig med forfatteren, er den at anvende sine sidste penge som „en slags gave for fattige og syge børn,“ der kunde „hedde efter mit barn, fordi gravstedet kan kun købes for visse år, og efter den tid har jeg jo set, de sløjfer navnet væk og alting. Og så kunde mine penge jo blive ved at gjøre godt til evig tid.“
„De ensomme“ forener med særegen styrke de betydeligste egenskaber i Karl Larsens kunst: dybde i reflektionen og troværdig friskhed i menneskefremstillingen. Det er lige meget en tænkers som en malers studie. Jeg har forsøgt at gi et hastigt indtryk af denne studies indhold, men hvad der er ugjengiveligt, er den skjære poesi, der står som en vemodig aftenhimmel over dens ensomme verden.
— — Karl Larsen er par préfèrence artisten blandt de danske digtere. Hans temperament og hans samvittighed er lige gjennemtrængte af artistens tro, — han har den religiøse artists lykke og hans sorger.
„Det har nu altid gået mig som forfatter således, at når som helst jeg har „skrevet“, er det sket under fornemmelsen af, at tilværelsen med sit kundskabens træ på godt og ondt sank i jorden, og mit livs hændelser og iagttagelser, glæder og sorger var blevne til et rent og skært fantasiforhold og arbeidsstof, hvoraf jeg formede
— 110 —
