KARL LARSEN
emmand. Hans ensomhed er kun en målestok for hins frygtelige tomhed.
Han har ført dagbog, den gamle, en mellemting af dagbog og regnskabsbog, og digteren meddeler brudstykker af denne. Det er vel det ypperste stykke kunst, Karl Larsen endnu har skabt, så forunderligt troværdigt, så snurrigt og ubehjælpeligt og rørende, så mesterlig malende. Der ruller forbi en et liv, et trøstesløst ensformigt liv, i hårdt arbeide, et liv for skillingen, indtil skillingerne er blit såvidt mange, at der kan tages et hvil, før døden kommer.
Men også til denne mand rækker lykken et halmstrå. Og han griber det. Han er gjenstand for et grovt bedrageri. Gamlingen reflekterer på et avertissement, „en middelaldrende enke med et smukt hjem.“ Det er et dårligt fruentimmer, rigtig dårligt, — der blir heller intet giftermål af, men han trækkes dygtig op, de skillinger, som hans sure slid har git værd, får rask afsætning. Ti der er et lidet barn, og den gamle tror, det er hans, de sier også, både den ene og den anden, at det ligner: „Håret, der var lyst og tykt og med lidt til at reise sig op ligesom en lille top på forhovedet oven panden, lignende som — jeg ved ikke, om De kan se, det kan somme tider reise sig sådan på mig,“ — dette barn har den gamles hjerte, det blir hans alderdoms eneste tanke, eneste lykke. „Livet havde dog været nådigt og skænket ham erindring. Menneskene havde dog atter en gang i deres lavhed og løgnagtighed måttet tjene det skønne fromme bedrag.“ De optegnelser, hvori den gamle med en amerikansk bønnebog som støtte og tilknytning udtrykker sine
— 109 —
