KARL LARSEN
han har havt den store sorg at miste hustru og barn, han har med tungt sind set den by og det hus forsvinde, hvortil hans ungdoms minder er knyttede, livet har intet nyt mere at byde ham, han er ikke mere en vandrer og erobrer, — hvad der blir igjen for ham, er at slå sig ned og ordne, „samlende, katalogiserende, erindrende.“ Men hvor meget er ikke allerede dette! Denne mand sidder dog „inde i sin barndoms by, mellem møbler, hvoraf hvert eneste havde sin historie knyttet til hans, blandt bøger, papirer, billeder på væggen, der dannede en uovervindelig hær i kampen for at bevare alt det, som ikke mere var.“ „Hans døde omgav ham bestandig.“ Da er den anden ensomme, som han lærer at kjende, anderledes og værre stillet. En gammel slider, en almuesmand, som har kjæmpet hårdeligen i en menneskealder over i Amerika for at samle sig en spareskilling, — nu er han vendt i tilbage til sit hjemland, men han har ingenting fundet igjen, og der er ikke engang spor af hans forældres grave, og hans slegt er flyttet bort, ingen ved hvorhen, — han går forgjæves sin søgende gang. I den dagbog, forfatteren lader ham holde, fortæller han: „Jeg begyndte nu i zigzag at spasere gjennem alle kirkegårde for om mulighed skulde være til at finde nogle døde, som jeg i tidligere tid havde kjendt som husbonde eller bekendtere …” Denne mand er tilgagns ensom. Han ejer jo ikke, „kulturmenneskets rigdom på idéforbindelser,“ hans liv har været „de håndgribelige ting,“ og nu har han „ikke så meget som en eneste lille anskuelig stump kirkegård, hvorfra minder om hans døde kunde svinge sig i veiret.“
Den gamle slider er den virkelige gjenstand for Karl Larsens interesse. Den anden er kun mel-
— 108 —
