KARL LARSEN
„Titlen viser, hvad jeg har villet give: ikke de i bogen forekommende menneskers skæbne, men milieuet „det gamle voldkvarter“, et småborger- eller spidsborgermilieu, som i første række hører hjemme i Kjøbenhavn, men hvis videre — selvfølgelig modificerede — gyldighed jeg har haft leilighed til at overbevise mig om også inden for andre, moderne, germanske bysamfund. Et middelstandsmilieu, der har sin særlige holdning og stemning, men tillige synes mig at åbne visse perspektiver ud over menneskers tilværelse og følelsesliv i videre forstand. Kort og godt, en med kunstnerisk anskuelighed fremstillet socialstudie, der tillige rummer noget af en livsfilosofi — i virkeligheden sidestykke til de i enkeltfigurer udførte Hans Peter Egskov, Kresjan Vesterbro, Hopsadrengen, hvori der er tegnet typiske produkter af den moderne store by, struggleren fra de lavere lag, alkoholikervagabonden og sutenørbøllen.
De i den sociale studie „I det gamle voldkvarter“ optrædende personer spiller kun en rolle, for så vidt, og så længe de betyder noget for belysningen af helheden; fortællingen om dem er sluttet i det øjeblik, de har syntes mig i deres fremtidige liv og virken ikke at kunne udfolde nye milieuet bestemmende ejendommeligheder.
Disse mennesker forekommer i bogen sideordnet med så mange af de såkaldte døde ting, huse og gader, kaféer, værelser, spisevarer, brugsgenstande; deres idéindhold har sin betydning; men måden, på hvilken de søger at udtrykke det, sproget, hvori de kæmper for at forme det, gælder overordentlig meget mere; hele „handlingen“ er kun opfundet og lagt til rette for, så vidt muligt,
— 101 —
