KARL LARSEN
studeret. Det er det menneskelige, det iboende, endnu bevarede menneskelige gemyt, og de naturlige forudsætninger, den undskyldende forklaring, Karl Larsen søger hos manden fra Vesterbro. Og her har det lykkedes ham at fremlægge et dokument af betydelig human interesse, samtidig med at han har nået sit kunstneriske mål, stillet en original type i en intim belysning, skabt et høist eiendommeligt lidet kunstverk.
— — I „Doktor X“ har Karl Larsen henlagt sit menneskestudium til et helt forskjelligt område, til det høit kultiverede nutidsmenneskes komplicerede mekanisme. Han har her med stor sikkerhed grebet og fastholdt det fænomen, at det moderne kulturmenneske fører en dobbelttilværelse. Det ene jeg står udenfor det andet, betragtende, kritiserende. Sterkest kommer dette frem hos kunstneren, hvor det kunstneriske jeg går på vagt om det menneskelige, lever af det, udnytter det, undertiden lammer det. Doktor Falk er kunstner af temperament, kunstner i sit livsforhold, og han blir det tilsidst også i gjerning, han blir det just i det øjeblik, da livet, det umiddelbart menneskelige, kvinden, møder med sit afgjørende krav. Det er logisk rigtigt. Mens kunstneren udøver sit kald, ligger hans menneskelige handleevne ofte brak. Mens hjernen arbeider, kjender hjertet ikke sin besøgelsestid. Men det enkelte tilfælde, Karl Larsen fremdrager, overbeviser mig ikke helt. Eller det griber mig ikke. Doktor Falk er ikke således ilddøbt af kunsten, og Margrete ikke så sterk i sit menneskelige krav, at der blir nogen dybere konflikt. Det hænder ikke sjelden, at betydelige kunstnere i
— 99 —
