Side:Danske digtere 1904.djvu/110

Denne side er blevet korrekturlæst

KARL LARSEN


ved det, da hun ha’de mistet ham, så jeg måtte jo træde til på bedste måde. Og det ka’ jo ikke nytte at græde sig øinene ud a’ hovedet, for vi får ham ikke igen for det, men det sa’ jeg også, at det er ingen løgn, at Vorherre, han ska’ altid ta’ og gemme de bedste, og det var synd for det barn, at han sku’ gå den vei, det ved Gud, det var. For jeg skal si’e Dem, han var så klog, så klog, som De ikke sku’ tænke Dem. Ikke mere end han var halvfjerde år gammel, så når moren, hun klagede over, at man ikke var kommen hjem og lignende, så ha’de han regnet den ud: fa’er er gået med sadelmager Hansen, og de sku’ ud til den og den, og du ka’ tro, mo’er, de sidder nok nede i Peter Jensens kjælder og drikker bajere, og nu ska’ jeg gå hen og hugge ham, jeg kender vejen. Og tror De ikke, han stod der, lige på en gang: god dag, fa’er! — Men at han sku si’e no’et, om at det var mo’ren der vilde ha’ mig hjem; han var altfor durkdreven! Nej, der var no’en hjemme og vilde købe af de store møbler og hvad han ellers sådan ha’de hørt, at mo’ren hun stak ud, når der var no’en, der spurgte efter mig. Jeg ku’ b’ie så lynende gal, mange gange, når vi kom hjem, og skælde ud på moren, men det var jo morderlig klogt af barnet fundet på, det kan man ikke sige andet; han ku’ få folk til at rende med noget, allerede i den alder!“

— — Kresjan Vesterbro hører til et samfundslag, der befinder sig adskillig længere nede end de kredse, hvor Hans Peter Egskov færdes. Det er den kjøbenhavnske bølle, storbyens vagabond, Karl Larsen her har valgt til model, men det er en af de mere godartede eksemplarer, han har

— 98 —