PETER NANSEN
undring for den mand, som engang har vundet hende, er ærlig og tro. Det øvrige glider lidt ud for hende, hendes begreber er lidt løse og usikre. Men der intet løst og usikkert i hendes følelsesliv, og da hun ser, at hun har tabt slaget, da hun står der ene, sørgende over det barn, hun ikke fik sætte levende ind i verden, berøvet sin mands kjærlighed, så går hun rank og smilende hen og handler som den stolte og hæderlige kvinde hun er. Der er en organisk forbindelse mellem de tre kvinder, Julie, Maria, Judith, det føles undertiden, som om de er den samme kvinde, under forskjellige vilkår og på et forskjelligt udviklingstrin. Judith er den, som har vundet og atter taber. Hun er såre sympatisk og vistnok i den betydeligste.
Der er i forholdet mellem hende og Paul en svag lighed med Noras og Helmers forhold; men Judith har intet af Noras eventyrlige uvidenhed, hun finder sin mands misfornøjelse naturlig og elsker ham ikke mindre for hans hårdhed; hun indlader sig ikke på at bestemme ret og uret, hun er fremfor alt kvinde, hun elsker og dømmer ikke den elskede. Da har Paul flere berøringspunkter med Helmer, men han er mere interessant, rigere nuanseret. Vi gjenkjender uden besvær helten fra „Maria“, men han har nu forladt sit elegante fribytterliv, der er faldet Guds fred over ham. Han er samtidig blit af med flere af sine mest tiltrækkende egenskaber, sin elskværdighed, sin skøieragtige bonhommie, der let og behændig glider imellem alle moralske skjær, den fine ironi, der er lige vågen, lige spøgefuld og lige overbærende, om det gjælder egne eller andres svagheder. Helten er nu kommet i havn og har anlagt en sat
— 88 —
