79
voxte til, og Forældrene ikke havde Brug for dem hjemme, og de var for store til at tjene Naboerne for Smaadrenge, saa skulde de jo ud og søge sig Tjeneste; og Per, som var ældst, drog da først afsted. Han fik en Skjorte og et Par Hoser og en Bunke Smørrebrød; saa sagde han Farvel og gav sig paa Vandring.
Da Per havde gaaet et Par Mil, saa mødte han en Mand, som var rigtig godt kjørende. Han holdt stille og spurgte ham, hvor han skulde hen. Ja, han skulde da ud at søge sig en Tjeneste. »Da er jeg lige ude for at fæste en Karl,« siger Manden; »vil du kanske tjene mig?« — »Hvor stor er Lønnen?« siger Per. Ja, Lønnen var god nok: det var en Skjæppe Sølvpenge for et halvt Aars Tjeneste. »Men jeg vil have ren Aftale,« siger Manden; »naar Hanen galer om Morgenen, skal du op til dit Arbejde, og du skal gjøre, hvad jeg siger. Jeg vil gjærne beholde mine Folk længe; men jeg fæster dem fra først af kun paa et halvt Aar, saa naar Kukmanden kommer, er vores Akkord ude. Og saa er der én Ting endnu. Jeg er selv glad og fornøjet og vil ikke se sure Miner omkring mig. Derfor gjør jeg den Aftale med mine Folk, at den af os, der først bliver vred, ham skal der skæres en Rem af hans Bug og en Rem af hans Bag, og der skal strøs Peber og Salt i; og er det mig, der bliver først vred, saa faar Karlen strax sin Løn og kan gaa, hvor han vil; men er det min Karl, der gjør sig vred, saa maa han skruppe af med, hvad han har faaet.
Det var jo en løjerlig Akkord, og Per betænkte sig lidt, inden han slog til. Manden var ikke kjøn at se til: Munden gik op til begge Ørene, og aldrig havde Per set en Næse saa stor og saa lang; men han saa' saa mildt og saa fornøjet ud af de smaa Griseøjne, at Per tænkte, det var vel kun hans Spøg.
