73
kosterne. Og hun skjældte da Prinsessen Huden fuld, kaldte hende en Tyvekvind og det som værre var, og jog hende saa ned ad Trapperne.
Den Dag kom Graabens Kone da atter grædende hjem i sin lille Stue; og noget efter saa kom Graaben. »Naa! havde du saa Held af det?« sagde han, »og fik gjemt lidt til vore smaa?« — »Aa Gud nej!« klagede hun, det var jo gaaet hende værre i Dag end i Gaar. »Ja du har ingen Greb paa det,« sagde Graaben; »og det er en daarlig Hjælp jeg har af dig. Men nu er der dog Ordre til, at du skal gjøre Tjeneste i Morgen igjen. Saa skal jo Brylluppet staa; det er jo Kongens Søn af Danmark, som er Brudgommen, véd du; og Bruden skulde være kommen fra Rusland i Gaar; men hun er ikke kommen endnu, og Brylluppet kan ikke opsættes. Saa nu er der Ordre til, at den, som prøvede Klæderne i Dag, skal i dem i Morgen igjen og med til Kirke og staa Brud i hendes Sted.« — Nej, sagde Graabens Kone, det turde hun paa ingen Maade; hun turde aldrig komme dèr paa Slottet tiere. Hun kunde heller ikke vise sig enten for Kongens Søn af Danmark eller hans Mænd. Det gik aldeles ikke an. »Der er ingen Snak for den Ting,« sagde Graaben. »Naar Kongens Søn befaler, saa maa vi lystre.«
Om Morgenen, de vaagne, saa siger Graaben til hende: »Staa du nu op og se at komme afsted! Jeg maa blive liggende. Der staar en svær Sygdom i Kroppen paa mig; jeg kan ikke løfte mit Hoved fra Puden. Gaa du nu bare og kom igjen, naar du kan!« Hun græd og klagede, at hun kunde da ikke gaa fra ham nu, han var syg og trængte til hende. Men han sagde, der var ingen Hjælp for, hun maatte og skulde op paa Slottet og det strax. Saa kyssede hun ham og ønskede ham en god Bedring; hun skulde komme igjen, saa snart det var
