65
— »Jeg tror, han er gal!« sagde Prinsessen; »den Ting kan der nu aldrig være Tale om. Men jeg vil give ham to Hundred Daler for den. Saa véd jeg, den er baade kjøbt og betalt.« — »Nej,« sagde Graaben, »det er, som jeg siger: vil Prinsessen have den, saa maa hun give den Pris, jeg forlanger. Ellers beholder jeg den selv; og jeg er lige glad, for det er jo ikke mig, der har villet være af med den.« Prinsessen saa' paa sine Terner, og de saa' paa den dejlige Væverskyttel, og de hviskede til hende, at hun maatte jo have den. »Vi skal sidde i en Kreds rundt om Sengen,« sagde de,« og vi skal nok holde os vaagne den hele Nat; saa der kan jo ingen Ting hænde.« Og det blev da Enden paa Visen, at naar han vilde komme sent og gaa tidlig, ligesom sidst, saa kunde han faa Lov at ligge paa Gulvet uden for Prinsessens Seng den Nat, Men han var dog en uforskammet Karl at komme med saadanne Forlangender.
Graaben holdt Ord med at komme silde. Først da alle andre Folk paa Slottet laa i deres gode Søvn, kom han listende ganske sagte op ad Trapperne med Træskoene i Haanden, og han blev jo ganske stille lukket ind i Prinsessens Kammer, og han gik ganske stille hen og lagde sig paa Gulvet ved Siden af Prinsessens Seng. Hun puttede sig ned under Dynerne og var nær ved at dø af Skamfuldhed; men nu maatte hun jo finde sig i det, da hun havde lovet det. Ternerne satte sig i en tæt Kreds rundt om Sengen; og da de nu havde vaaget i to Nætter og var bange for sig selv, saa sad hver af dem med et tændt Lys i Haanden: det kunde de da ikke sove fra, mente de.
Prinsessen var jo ogsaa udvaaget; og da hun havde ligget noget og tittet ud paa Stodderen, der laa stille som en Mus, andet end at hun kunde høre ham trække Vejret tungt som i en rigtig god, dyb Søvn, saa faldt hendes Øjne til, og hun sov
